23. September

Hej Alle

Nu har vi været på vores sidst turist tur i Californien.
Vi kørte fra Redding og stik vestpå mod Stillehavet. Det var 3 timers tur ad snoede serpentinerveje i de høje bjerge, første Sjasta Mountains, så Rocky Mountains. Meget smukt og de fleste af ungerne blev lidt køresyge dog af alle svingene.

Det var et smukt syn, når vi nåede ud til Stillehavet igen.
Vi kørte nordpå langs kysten til Red Wood Skoven Lady Bird Johnson (en protector, der havde kæmpet for at bevare bla disse jungle lignende skove fra industrien.)

Der var en rundtur, man kunne gå på 45 minutter. Den tog vi. Der var helt stille. Jungleagtigt smukt. Træerne var så utrolig høje, som noget i nærheden af Herlev Hospitals højde. De tykkeste var måske 3- 4 meter i diameter. Flere var hulet ud af lynnedslag. Dem gik vi ind i, for de er lige som huler.

Vi kørte så hen til Fern Canyon. Bregne Dal. En fin skov, hvor slutningen af Jurassic Park blev filmet i sin tid. Vi måtte køre gennem to mindre damme for at komme derhen. Vi så flere elge helt tæt på med flotte gevirer. Bl.a. også på Elk´s Meadow, som vi passerede.

Som med Yosemité må I kigge billeder og prøve at få et indtryk af noget som er svært at beskrive.

Mange hilsener fra hele familien

Redding 14. September

Kære alle.

Vi kørte til Yosemite [jo´sæmætii] Nationalpark fra vores ”San Francisco-forstad” Walnut Creek kl.9.30 og var fremme ved 13-tiden. På vej dertil læste vi om natur-seværdighederne – og også om, hvordan man opfører sig, hvis man møder en puma (mountain-lion) derinde: ræk armene i vejret, så du virker stor og farlig, råb og lav larm, vend aldrig ryggen til osv.
Yosemite er et ubeskrivelig smukt bjergområde, beliggende omkring en 30-50 km lang og 800-900 dyb dal med nærmest lodrette klippevægge og en stor flod i bunden. Omkring dalen er der de utroligste udkigspunkter, floden, vandfald, klippeformationer, skovbevoksninger og dyreliv. Man kan køre i sin bil rundt i dalen, og man kan også tage en shuttlebus rundt, og vi endte med at gøre lidt af hvert. På vejene og busserne så vi skilte, hvor der stod ”Be Bear Aware” og ”Speed Kills Bears”. Et sted gik en hjortemor med sin lille kalv over vejen lige foran vores shuttlebus, som jo holdt meget forsigtigt tilbage.

Fra starten af i Yosemite skulle Maria nå frem til et ridehold kl.14. Vi andre gik langs floden og ledte efter Crystal Lake, imens Maria var afsted på hesteryg. Vi fandt ikke krystalsøen, men i stedet Happy Islands: to lange øer med skovbevoksning midt i floden, hvor floden omkring danner små damme, hvor folk bader i solen under klippefremspring. Vi tog videre rundt hele dagen og var i den smukke natur. Vi sluttede af ved Yosemite Fall; et gigantisk højt vandfald, dog fattigt på vand her i sommervarmen.
En lidt trist historie knytter sig til Yosemite: Den var beboet af indianere op til ca. 1850. Da blev dalen og indianerne opdaget, og indianerne fordrevet til et reservat.
Det er umuligt at beskrive, hvor smukt der er i dalen og bjergene, som er ekstremt høje. Billederne kan vise lidt, men slet ikke fange oplevelsen af at være der.

Redding 31.september

Kære alle.

Nu er vi kommet til Bethel Church (udtales ´bæ£el) i Redding, en industriby (70.000 indb.) i det overvarme fastlandsklima i Nordøst-Californien. Vi kørte hertil i to lejede biler og afleverede den ene, da vi var kommet godt frem.
Vi brugte de første dage til at lære området bedre at kende og til at falde til i vores lejede bolig; en tilbygning til et hus; vi har et fint og pænt stort køkken-alrum med sovesofa og sofa til Johan og Jannick i sittingroom-afdelingen, 2 soveværelser, et fint badeværelse samt et pulterrum. Ejerne er selv lige flyttet. Så vi har pool med klippevandfald og haven for os selv. Nettet har de desværre flyttet med, så det er bøvlet for os med kontakt til jer; vi skal ned i kirken for at komme på nettet.
Børnene har 2 timer ("det er altså to gange tre kvarter", fastslår Simone, skarp som altid) home-schooling hver formiddag; Johan og Cheryl er rigtig gode huslærere. Fagene skifter mellem engelsk, tysk og matematik. Simone og Jannick er også bare blevet super til engelsk nu og forstår og snakker det. Ungerne lærer desuden en masse engelsk af, at vi næsten hver aften ser en amerikansk DVD-film med engelske undertekster. Pigerne læser begge ungdomsbøger på engelsk; heste-bøger og teen-pige-ting. Det er ret flot klaret. Jannick bliver undervist i romerrigets historie af Johan og hans historiebog er på engelsk. De er inspireret til det af ”Rome” spillet, som er et spil, Jannick har på sin computer. Børnene spiller også meget X-box, som Jannick har købt herover.

Vi er her i Redding for at være en del af Bethel kirken i en måned. Årsagen er, at vi ønsker at lære om og være med i menighedens liv og de fantastiske ting, som Gud gør her. En afgørende del af kulturen her i kirken er, at de i meget omfattende grad rykker kirken ud i det offentlige rum og dér formidler en erfaring af Guds konkrete kærlighed til ganske almindelige mennesker på gader, i butikker, restauranter og overalt, hvor folk færdes.
Bethel's bygning er stor og flad og bygget af beton og ligger på toppen af en kæmpe bakke. Selve kirkesalen er selvfølgelig meget stor, og rummer nok ca. tusind mennesker. (Søndag afholdes altid 3 gudstjenester med fuld sal hver gang). De gudstjenestedeltagere, som der ikke er plads til, kan følge med på storskærm i nogle af de tilstødende rum. Der er mange andre sale, og der er mange pavilloner uden for til kirkens mange aktiviteter.
Det smukkeste sted med bygning udenfor er Alabaster House; det er deres bedehus, som er åbent døgnet rundt. I ville nok alle elske at være der. Når man træder ind i bønnehuset (8-kantet glashus; 70-80 kvadratmeter) med udsigt til have og dam lige udenfor og omkranset af Shasta Mountains bjergkæden (en af toppene med sne) hele vejen rundt i det fjerne, er det meget let at mærke, at atmosfæren er fuld af Guds nærvær og Helligånd. Lige udenfor er bedehuset omgivet af liljer, vildroser, oliventræ-beplantning, rosmarin-buske og granatæbletræ, egetræ, en kunstig og smuk Bethesda-dam pool (nogle bliver døbt her) med rindende vandfald og å og siv. Første gang Helene var der, gik en kvinde rundt udenfor og blæste i et kæmpe vædderhorn som sin måde at bede på.

Forrige weekend var vi til rigtig mange gudstjenester og megen forbøn. Trafikkø og trafikkaos inden og efter hver gudstjeneste undgås v.hj.a. parkeringsguider i neon-veste. Interessant. Lovsangen er flot og professionel, altid en kvindelig og en mandlig forsanger; som oftest leder den kvindelige leder de meget dybe sange, og den mandlige de meget høje. Det lyder meget flot, og folk er virkelig med; med hjerte, krop, sind og ånd. Vi har oplevet mange mennesker blive helbredt ved gudstjenester og andre arrangementer.

kl 8.30 forrige søndag samlede vi, der var til morgen gudstjeneste, 25000 $ ind (udover den alm. kollekt) til en traktor til en farm i Mozambique, som præsten Bill Johnson lige havde lovet at skaffe penge til. Det var til Heidi Baker og hendes mands tjeneste, som er virkelig skøn. De bespiser hver dag 10.000 forældreløse børn, og de oplever mirakuløse helbredelser og bespisningsundere. De hjælper folk i arbejde især med at dyrke afgrøder. Det sker jævnligt, at Bakers og deres teams tager ind i en landsby og bede dem bringe alle byens døve frem, og så beder de for dem; og det er flere gange sket, at alle 100% af de døve blev helbredt og fik den fulde hørelse tilbage under forbønnen.
Ved kl. 11 gudstjenesten, som Torsten og Cheryl og ungerne gik til, ville de også prøve at samle ind til en traktor til farmen. Det gik også helt fint. Nu får Heidi og afrikanerne to traktorer til deres farm.

Fredag aften var vi til Computer-game event i en kirke tættere ved, hvor vi bor; en lille kirke på 100. Der var 25-30 teens, kæmpeskærme og Wii-er på storskærm, brætspil og lege og gratis mad og drikke i køkkenet og totalt gang i den. Det varede hele natten, men vi blev der bare i to-tre timer.

Walnut Creek 24.august

Nok en USA hilsen her fra The Nielsens:

Sidst I hørte fra os, skulle vi til Magic Mountain. Det var lige noget for en familie med teens. Det var grundlæggende et tivoli bestående af gigantiske rutsjebaner: Temaet var superheroes; og rutjsebanerne hed "Supermand" og "Goliath" osv. De var som de vildeste på Bakken og i Tivoli, men størrelsen og højden og loopene ganget op med 4. Der var også elastik spring fra et stilads så højt som en rigtig kran - og Gyldne Tårn-ting. Wøw. Torsten og jeg tog med på den vildeste rutsjebane uden loops. Så var vi fint stimuleret. Ungerne tog desuden Scream og Goliat med loops (og med meget lang ventetid) og Jannick og Torsten kørte radio-biler og rigtige go-karts og pigerne prøvede karusseller o lign. De fik også tegnet portrætkarikaturer af en skøn humoristisk kunstner, som I jo så i sidste indlæg.

Næste morgen skulle vi så forlade præstefamilien på puma-og-bjørnebjerget og køre op ad margurit-ruten Highway One. Johan havde rådet os til at tage et hotel samlet i 4 dage i stedet for forskellige små separate overnatninger op ad kystvejen. Så Torsten bookede på hotwire i blinde (så er det rimelig billigt), og han scorede et skønt Holiday Inn Hotel til os for 4 dage.

Turen langs kysten var meget meget smukt; som den franske og italienske Reviera eller bornholmsk nordkysts skrænter ganget op med 2 i størrelsen.

Vi stoppede af og til ved udsigtspunkter. Fra bilen så Helene pludselig to sø-elefanter slås i brændingen på klippestranden, og skreg: "Vi skal af her!!!!" og Torsten (så sig for) og hvinebremsede et venstre-sving og drønede ind på en stor parkering. Den viste sig at være belejligt anlagt for turister ved en søelefant koloni. Der var vel ca 50 af dem lige for næsen af os på den afspærrede sandstrand med lidt klipper omkring. Der var gang i den; De to første hanner blev ved at slås, en hun og en kæmpehan parrede sig, et par stykker kom ind fra havet og pustede ud, resten sov eller rodede sig ned i det varme sand og sprøjtede sand over sig selv med lufferne. Efter en meget spændende halv times tid hos søelefanterne, kørte vi videre, og næste stop var endnu en imponerende udsigt over kyststrækningen til begge sider;
(Udsigterne er gerne sådan her: Næsten lodrette bjergsider; klippepynt efter klippepynt fortoner sig i det fjerne; jo fjernere de befinder sig - jo mere små-disede er de. Pynterne skærer sig ind i Stillehavets dybe kongeblå eller dybe tyrkis. Brændingerne er melerede af hvidt. På de tydelige klippepynter i det klare sollys nærmere betragteren, vokser meget store palmer med kuglerunde kroner, banan-palmer, cypresser og eksotiske fyrretræer og agaver – når agaverne er i blomst har de en to meter høj kæmpe fakkel lodret op fra midten af de spidse meterhøje kaktus spydblade, der alle stråler ud fra samme centrum i klippegrunden. I forgrunden er der lilla bourgonvilla og rosa og hvide nerier og mange andre flotte for os sjældne blomster i blåt og gult og orange og andre stærke farver. Ovenover i det himmelblå svæver ørne i meget rolige cirkler og 8 taller. Der er mange ørne.)

Ved dette udkigspunkt var der masser af tamme jordegern. Så det brugte vi også megen tid på. Simone fik sin egen tamme måge, der også nærmest spiste af hånden.

Vi var også af i byen Santa Barbara og spiste. Santa Barbara blev fuldsstændig ødelagt under et jordskælv vist i 20erne. Borgmesteren besluttede, at den skulle genopbygges i ensartet spansk stil; hvide maurer-agtige middelhavs huse med røde tegl, balkoner og trappe- og svale-gange. Meget, meget fint omgivet af alle kæmpepalmerne og nerierne.

Så tog vi videre nordpå langs den smukke kyststrækning. Senere drejede vi ind fra kysten og kørte ind over de meget høje bjerge for at se den lille danske koloni Solvang. Den bestod udelukkende af hvide bindingsværkshuse med sorte bjælker. Helene havde på forhånd forestillet sig nogle papagtige kulisser, men det var helt rigtige huse, næsten lidt for perfekte og generelt lidt for store sammenlignet med Frilandsmuseets. Vindmølle, kroer, butikker (især gaveboder), rigtig mange bagere og konditorier. Bl.a. "Mortensens Bageri", Petersens Village Inn og en café: ”The Little Mermaid”. Det var mørkt, da vi nåede frem, og alt var lukket. Også på "Havfruen"s dør stod der CLOSED, men der gik et par piger i tyrolerkjoler (det tror man åbenbart er dansk her (Danish pastry er jo også wienerbrød!) og ryddede op. Helene turde banke på, og så fik vi lov til at få take-away-varm cacao af den ene unge dame i tyrolerkjolen. Hun fortalte os på dansk med twainget-amerikansk accent, om hvordan hendes forældre var flyttet dertil, og hendes far dengang havde købt en bagerbutik der.

Vi hyggede os rigtig meget med den varme cacao på den lille hovedgade. Alle vi piger havde oplevelsen af at gå rundt i en dukkehusverden.

Så kørte vi videre til det fine hotel, som vi nåede trætte frem til ved US tid kl 24. Der nød vi livet i 4 dage med en skøn swimmingpool og varm spa. Vi så mange amerikanske film. Ungerne lærer rigtig meget af at mangle de danske undertekster.

Vi tog herfra også på en udflugt; til Hearst Castle. Hearst var en fremtrædende politiker og rigmand (ejede i 1. del af 1900-tallet de fleste amerikanske aviser og radiokanaler, bl.a. som resultat af arv efter stenrig guldmine-far.) Hearst var udover politisk og økonomisk begavet og involveret også meget kulturelt involveret. Som 60 årig byggede han sit drømmeslot på et bjerg på sine overdimensionerede besiddelser. Med udsigt ud over Stillehavet. Det var bygget over auktion-indkøb i New York af europæiske middelalder- og antik-kunstskatte og egyptiske old-skatte. Fantastisk lille slot med to kirkeklokketårne, designet af Hearst selv og en berømt kvindelig arkitekt.
På jorderne omkring skaffede han sig savannedyr; og i sin tid også vilde dyr i en mini-Z00. Z00-en står tom nu. Men der er stadig køer, antiloper, zebraflokke og kænguruer på jorderne. Vi så kun køerne. Hearst var en levende inspirator for finans- og politik- og kulturverdenerne. Han byggede sit slot med masser af vildt udstyrede gæsteværelser, og han brugte det hele tiden som samlingssted for alle indflydelsesrige celebrities, politikere, finansfolk og ikke mindst Holywood skuespillere : Han faciliterede, at de mødtes på slottet, arrangerede at de brugte tid sammen og kunne inspirere hinanden, og Hearst hudlede dem. De blev totalt forkælede som gæster hos ham. Maden interesserede ham ikke så meget; de fik burger og spagetti og kethup vist, men alt andet var vildt der; især som nævnt gæsteværelserne, men også poolerne og rekreations områderne. Capri-agtigt.

Han havde en kone fra ung af, som han aldrig lod sig skille fra, men tog sig senere en skuespillerinde som elskerinde. Konen fik så nogle herskabsbesiddelser og nogle hoteller el. lign. langt væk og boede der, elskerinden boede så med Hearst på det lille slot og var værtinde for gæsterne. Som Guiden sagde; ”Vi siger ikke, at det var fint, eller at det var forkert; vi fortæller bare, sådan var det.”

Fra hotellet nær Hearst Castle kørte vi op til San Francisco. Vi har byttet bilen til en ”lille” og har boet 5 dage hos en skøn familie (i en forstad) med danske bedsteforældre i Oregon og en oldemor i Vanløse nær Jydeholmen.

Nu er så vi flyttet ind i et andet hus. Det ejes af en kvindelig præsts og hendes mand, der er ingeniør. (5 min fra, hvor vi boede i det andet hus). Hun er underviser på Fuller. Han er ingeniør. Hun og manden vandrer i nu Yosemites bjerge i 10 dage. Imens har vi fået lov til at bo her. Huset er utroligt; Der er 2000 teologiske bøger og 1 flygel, og 3 badeværelser og fjernstyrede madrasser i flere af sengene. Haven er en park med gartner og med stor åkande pool, spa, citrontræ, kæmpe elgrill, cypreshæk og meget andet fint. Der er automatisk sprinkler anlæg, som også fylder fuglebadet. Her er mange utrolige fugle; vi mener bl.a. at have set en isfugl og kolibriagige fugle.

Maria besøgte forleden en rideskole og red ud i bjerg og skov med en dejlig ridelærer, der syntes, det var fantastisk, at hendes far var præst. Hun var nemlig selv kristen og elskede at gå i kirke.

Vi var i går en tur ind i San Fransisco; Så Fængselsøen Alcatraz rimelig tæt på fra havnekajerne; Bl.a. Chicago mafia-bossen Alcapone sad her en del år. Fængslet lukkedes og blomsterbørn og BZere flyttede på et tidspunkt ind i det som et slags Christiania. Nu er det forladt igen, men overladt til guider og turister. Der er også et andet "Christiania"et andet sted i San Fransisco, som hedder Berkeley.

Næste event bliver Yosemite Nationalpark. Stort fantastisk bjerg- og kløft-område, som skulle være Pochahontas-natur og Avatar-naturagtigt, som folk fortæller om det. Det er 4-5 timers kørsel herfra, så vi skal meget tidligt op den turdag. Det bliver vist på torsdag.

kærligste hilsener på vegne af hele familien; Torsten og Helene.

Los Angeles og Magic

Los Angeles 10.august

Kære alle.

Vi har haft en dejlig uge i Los Angeles; 2 dage på hotel og har ellers logeret hos to familier. Nu sidst hos Kenneth og Grace og deres 3 mindre børn: en koreansk-amerikansk præstefamilie, ledere af deres emerging og meget levende og meget hurtigt voksende kirke. Den henvender sig til moderne mennesker i storbyen og til hjemløse. Deres kæmpehus, financieret af en tante, ligger højt oppe af bjerget med udsigt over flere bjerge samt selve LA. På vej her op står på et skilt: "Advarsel: Bjergløver er set i området". For tre måneder siden kom familien sent hjem, og skralde-containeren i garagen var væltet; Så råbte naboen ind til dem, at der havde været en kæmpe, brun bjørn, de havde taget billeder af den fra altanen. Så her er ret spændende, må man sige.

For to dage siden var vi på stranden en times kørsel syd for LA; I Crescent Bay; en del af Laguna Beach. En meget meget smuk lagune med kæmpe palmer på de meget høje klipper, der danner de buede landtanger, som "omkranser" lagunen til havsiden. Der var ikke megen vind. Og alligevel var bølgerne så overvældende store. Man skulle udover brændingen for at kunne svømme. Vi blev alle sammen forskrækkede; Man gik 5 meter ud, og vandet gik én til over knæet, så kom kæmpebølgen; højde: en meter over ens hoved, den trak så én voldsomt ned mod bunden, hvor man bumpede hårdt imod (måske fik man lige et blåt mærke eller en lille hudafskrabning) og bølgen hev så én meget kontant under vandet ind ad. Det var bare om at holde vejret imens, indtil bølgen syntes, at nu var det nok. Drengene elskede det straks og fortsatte legen, Cheryl og Helene prøvede det meget lidt, Maria og Simone skulle ikke have mere, og syntes derfor i grunden, det var et dumt hav med irriterende bølger; nej så ved man da, hvad strandende ved Bornholm er, Dueodde - wow - og Nordbornholm, ja der er i hvert fald også rigtig fine laguner omkranset af en rimelig størrelse klipper.

Vi har set skuespillernes stjerner i fortovet på Hollywood Boulevard. Lånte toiletter på en fin irsk pub der, og på et skilt stod velsignelsen: "May your road rise to meet you....."; "Må din vej gå dig i møde....." (I øvrigt lignede området nærmest et fattigt østland lige der). Vi kørte derfra til Beverly Hills. Her er så til gengæld vildt flotte parkagtige forhaver og meget dyre, flotte huse. De kendtestes huse har vist sjældent forhaver. De er bare omgivet af høje mure. Vi har rørt ved Michael Jacksons låge, og Elvis Presleys, og Jackie Chans og vi har stået foran Colombos hus. De to sidste bor der jo så også for tiden. Vi drejede af ved Beverly Hills Hotel og standsede p.gr.a. en skov af fotografer; Det var så Real Madrids fodboldhold på vej ud af døren; den første, Jannick spottede, var Christiano Ronaldo på vej til holdets bus under vild hujen. Så vi kom helt op og ringe og stod af, på trods af en trafikprop, vi selv var med til at skabe med vores minibus, og det lykkedes så alligevel Torsten at få parkeret og komme med hen, mens vi andre kiggede og stod på tæer. Helene kæmpede for at få en autograf til Jannick fra en af de næste spillere på vej ud i bussen. Det lykkedes så også. Sejt. Vi blev, indtil alle fodboldspillere var i bussen, og vinkede farvel til dem.

Vi mailede Weyman Howard herfra i går for at høre, om de ville med os i Magic Mountain (i stedet for Disneyland; MM er billigere end DL og mere for teens), de havde så været der og holde Mikahs fødselsdag for tre dage siden! Så det var ellers tæt på, at vi kunne have været sammen. De bor 3 timer sydpå, og det er desværre for langt for os og dem at tage til hinanden, nu hvor vi skal nordpå langs vestkysten ad Highway one i morgen aften.

Vi var så selv på en dejlig tur i Magic Mountain, som har en masse VILDE rutschebaner. Jannick og Torsten kørte også i racerbiler, og Simone og Maria fik tegnet virkelig gode karikaturtegninger af sig selv. Dem kan I se her:

De kærligste hilsener fra Torsten og Helene. For os er det godnat, men for jer god morgen. Vi vil ønske jer en dejlig dag med den irske velsignelse:

Må din vej gå dig i møde

og må vinden være din ven

og må solen varme din kind

og må regnen vande mildt din jord

indtil vi ses igen

må Gud holde dig i sin hånd.

Fra Las Vegas til Los Angeles

Los Angeles 4.august

Kære alle.

Vi er nu nået frem til Los Angeles fra Las Vegas gennem Nevada og noget af Rocky Mountains i en stor flot Ford minibus, vi lejer. Vi har været sammen med en familie, der bor heri LA. Forældrene går på både Bethel Church konferencer og Leanne Payne konferencer, og vi mødte dem i Wheaton, hvor de var på forbederteam med os. Pigerne overnattede hos dem natten til i går og legede med døtrene Maddie and Claire, en nabopige og deres hund, og de var en masse i swimming-pool.

Drengene og jeg var imens i musik instrument butik og købte en utrolig billig western guitar m en fantastisk klang, og Johan fik en vildt billig skadet mandolin, som trods skaden alligevel lyder rigtig godt.

Efter Leanne Payne konferencen på Wheaton fløj vi til Las Vegas. Vi landede efter mørkets frembrud, og det var et helt imponerende syn med alle de neonlysende hoteller dernede. Vi boede tre dage på et Legoland-hotelagtigt hotel, Circus Circus. Det bestod af en mastodont kuppel med et spændende Tivoli med en øresønderrivende larm plus tre højhuse med hotelværelser, restauranter, larmende casino, børnecasino samt turistbutikker med meget glimmer. Vi handlede i turistbutikkerne og spiste fantastisk mad i restauranten; Torsten tog en tur med pigerne i bamse casino, vandt en guitar til mig i et skydetelt, og så prøvede han det rigtige casino og spillede Black Jack (lidt ligesom halv 12 med op til 21 i stedet for). Det gik meget godt; han vandt 420 dk kr netto på en times tid. Jeg sad og bad til Gud i "bagsædet". Torsten mener så kært, at dette også havde en virkning. Og så har han jo i hvert fald prøvet et casino.

Pigerne, Cheryl og Torsten og jeg besøgte Venedig-Hotellet bare for at se det; En rimelig tro kopi af Venedig; Kampanile, Rialto-bro og Sukkenes Bro og Markus Løve obelisk som Hotelfront i halv virkelig størrelse. I hotellets indre og overdækket: En ring kanal vel på en halv kilometers længde med virkelige gondoler med ægte italiensk syngende godolierer og levende turister i. Omgivet af Markusplads, Dogepalads vel i kvart størrelse, og malet hvælvet kæmpeloft som en blå himmel med skyer. Smykkebutikker (rigtig dyre), dyre restauranter, maskebutikker (meget højere priser end i ægte Venedig), boder med italiensk is. Duerne og dueklatterne manglede. Men det var så nærmest også det eneste. Man var lige ved at tro, man var der i virkeligheden. For syret. Jeg ville så gerne have, at vi skulle have boet der, men priserne var tårnhøje på alt på det hotel - også overnatninger, så vi havde hjemmefra valgt Circus hotellet, fordi det var så utrolig billigt med mad og alting og så familievenligt (bortset lige fra larmen altså).

Den midterste dag på Circus lejede vi en bil (selvfølgelig med aircondition) og kørte gennem Nevadaørkenen til Grand Canyon forbi Hoover Dam (kæmpe dæmning; sikkert Las Vegas´ el supply, vil jeg tro). Kørsel i Nevada ørken: 6 timer ud, 6 timer hjem; temperaturer ubeskrivelige; Torsten ramte det dog ret godt: " Det er ligesom at gå rundt foran en kæmpe føntørrer på varmeste position". Ungerne var fantastiske; hyggede og nynnede drak litervis af dåse sodavand, som næsten intet koster her, og de undredes sammen med os over ørkenen, kaktusser, bjerge og klippeformationer og sandstrækninger.

Grand Canyon er et mesterværk af Gud, set fra hans himmelvinkel, og fra månen må det være som et kobber- eller linoliums-stik; hans ridse-redskab er floden, som skærer sig igennem, bjergene, klipperne, ørkenen i imponerende kunstneriske snoninger. Kæmpe, kæmpestort og ubeskriveligt. Næsten lodrette måske 7-800 m dybe skrænter, som danner de snoede kæmpesprækker. Intet rækværk. Men området strækker sig vist som fra Kbh til Rom, så det nytter nok ikke noget at lave et rækværk. Vi undredes meget, og Torsten og jeg var noget nervøse for ungerne og Cheryl ved kanterne. Meget få er faldet ned, men ingen, der falder, kan overleve. Det var ikke lige der, man havde lyst til at have en klasse skoleunger med. Men en fantastisk oplevelse.

Håber, alt er vel hos jer. Vi savner jer. Gud velsigne jer alle sammen.

Nu stort kæmpe kram fra hele familien og Torsten og mig, Helene.

Wheaton, 29.juli

Et lille mail postkort her fra Wheaton Universitet.

Torsten og jeg har været en del rundt med fly. Først fra New York til Chicago med ungerne. Så en lille uge i Redding, Nord Californien (Bethel {bæthel} Church) med undervisning i vækkelse og i bøn for fysisk helbredelse. (Taster: En familiefar og præst (Chris Gore) underviste os; bl.a. havde han i Indien for nylig på out-reach oplevet indenfor et døgn at se 9 blinde, han bad for, blive seende. Samtidig er hans egen lille datter multihandicappet. Han fortalte, at han ofte har bedt for børn med samme lidelse, som hun har, og de er blevet helbredt. Han understregede det vigtige i at huske, at Gud kun gør godt og altid godt, at kun godt kommer fra ham, og at Gud ønsker alle helbredt. Og at Gud ønsker at bruge os som sine medarbejdere for at hans vilje i stadig støre grad må ske på jorden, ligesom den sker i himlen. I denne proces er der ting, vi ikke ved og forstår. Men vi kan altid ære ham og takke for hans nåde. Lidelser mm kommer andet steds fra. Vores job er at stå sammen med Gud og med hinanden og hjælpe med at sprede endnu mere af hans rige. Bill Johnsons opskrift på vækkelse (overtaget fra John Wimber:): Råb til Gud om hans indgriben i dit private bøn, og tag samtidig så mange risici som muligt ved at flytte kirken ud på gader og andre offentlige rum og elsk folk der og bed for folk der. Alle i deres kirke synes at turde det; store som små. Rørende. For så erfarer folk udenfor kirken også Gud, og det er så nemmere for de fleste mennesker at forholde sig til en erfaret konkret kærlighed end en kærlighed, nogen nøjes med at fortælle om. Jesu eksempel og undervisning viser det samme (fx Joh Ev 14, v 12).

En underviser fortalte, hvordan en ung kvinde fra menigheden på vel omkring 20 år for ganske nylig havde gjort et lille barn levende, efter at barnet var faldet i en svimmingpool. Barnets familie og de, som var der, havde forgæves søgt at genoplive barnet, da den unge pige var kommet forbi. Den unge kvinde var selv med på konferencen, og hun blev kaldt op for selv at fortælle resten af historien. Det var fantastisk. Hendes forældre var taget i forvejen ind til kirken til en gudstjeneste, og hun var selv på vej, da hun kom forbi swimmingpoolen og hørte deres råb om hjælp. Hun løb derhen og befalede i Jesu navn, at dødens ånd skulle forlade barnet og bad så om, at Guds Ånd liv måtte fylde barnet – og så begyndte barnet at trække vejret. En anden fra kirken havde dagen efter siddet i en bus med barnets bedstemor, som havde været der til stede. Bedstemoren fortalte til en af sine venner: Barnet var dødt, det er helt sikkert, det var helt koldt og trak ikke vejret. ”And suddenly a young girl flew in from nowhere and then the child started to breathe again!”

Det er meget opmuntrende og meget udfordrende. Vi glæder os rigtig meget til september, hvor vi i en hel måned skal være en del af livet i menigheden i Redding.

Til og fra Redding fløj vi over og langs Rocky Mountains' enorme afstande med isklædte alpetoppe. Kongeblå og tyrkise søer med grødis. Floder i fantastiske snoninger. Imponerende. I Redding var der 100 Fahrenheit i skyggen (ca. 37 celsius!). På vej "hjem" til Chicago mellemlandede vi i Los Angeles; op ad disse alpe-bjerge og på et kort plateau ud til stillehavet. For vildt. aftenbelysningen gik på under indflyvningen. Meget meget smukt.


Her på Wheaton (40 min i bil fra Chicago; (Chicago var meget smuk med skyskraberne (byens centrum) ud til Michigan søen) er Torsten, Johan og jeg til lektioner på Leanne Payne Konference (Leanne skulle have undevist enkelt lektioner, men er syg af noget svimmelhed, og støtter så alligevel sit team, der har taget over).

Det er virkelig god undervisning om indre helbredelse, og Gud gør fantastiske ting på konferencen. Det er velsignet for Torsten og mig at være sammen med Leanne og hendes team. Vi har kendt mange af dem siden 88. Det er mennesker, som er meget bevidste om at leve i Guds lys. De besidder så utrolig megen selverkendelse og sund ydmyghed og lyser meget af Gud.



Børnene og Cheryl hygger sig på værelserne med engelske film og TV serier og kulørte blade om Jennifer Aniston m fl, går i pooler og sportshaller og den kristne Book-store her på Wheaton. Og; spiser fuldstændig fantastisk mad i universitetets kæmpe studenter-restaurant sammen med os tre.

På lørdag går det til Las Vegas, Grand Canyon og videre til "Californien Rundt" i bil.

Men nu god morgen, god dag eller god nat til jer hver især. Vi elsker jer og savner jer og håber, det går rigtig godt hos jer alle.

Hilsen fra New York

New York 17.juli

Her kommer en hilsen fra os i New York, inden vi senere paa dagen skal videre til Chicago

Vi kom fint til Kastrup, hvor Johnni koerte os ud i vores egen bil for at aflevere den derhjemme bagefter. Efter check in ved 11 tiden holdt vi en rugbroedsfest over en stor faelles madpakke og forligede os med, at nu vil den staa pa lyst broed et langt stykke tid fremover.

Vores fly gik 13.30 til Island, hvorfra vi fortsatte til New Yorks Newark Airport, og der landede vi, da kl var 2 nat hos jer (og i vores kroppe) men 20 her . De naeste tre timer gik med at komme ud af lufthavnen. Af disse stod vi i "pas-og fingeraftryks-koe" i to fulde timer (kroppene foelte kl var ml 3 og 5 morgen). Ungerne klarede det flot. Kl 6 morgen hos jer og 24 nat hos os gik vi i seng paa et meget fint Sheraton Hotel naer lufthavnen i et fladt og spredt bebygget industri og vej-net omraade. Hotellet er bygget som et stort middelhavs lejlighedskompleks med altaner til alle vaerelser ud til en luksus-"baggaard" med pool omraade, spa, palmer, reception og butikker. (Interieur er i Agatha Christie-stil). Hele udendoers koplekset er glas-overdaekket og med air condition. Ellers ville her vaere 40 grader i skyggen, og skyggen eksisterer vist ikke rigtig, saa udendoers er der nok generelt og overalt en 50 grader, hvis det kan goere det.

Her paa hotellet fik vi i gaar morges en fantastisk buffet, svoemmede, var i fitness og spa, saa film eller Cartoon-Network, og saa lykkedes det at faa de jet-lag traette unger med paa at tage ind til Manhatten. Vi gik efter en ungdoms aften gudstjeneste i David Wilkersons kirke, men flere af ungerne blev sloeje: nok bare af at gaa og gaa rundt i de massivt hoeje temperaturer. Saa vi slog os til sidst i stedet ned paa en super skoen spare ribs restaurant faa blokke fra Wilkerson og Co og havde vores egen celebration der i dejlig air condition.

Men generelt var Manhattan-amerikaner-visitten saa vildt for os alle, store som smaa: at sidde i en almindelig bus og se New York skyline dukke op og komme (meget langsomt - vi sad fast i rush-hour trafikken) naermere, koere under Hudsonfloden i tunnelen, staa af midt i taarnhoeje skyskrabere og gaa rundt i stegende hede og i et overvaeldende menneskemylder inde i mellem dem. Pludselig opdage, at man er naaet frem til Broadway og bare vandre afsted paa selve den: Cool - lige bortset fra den overdimensionerede hede.

Kl 16 vores tid forlader vi i dag hotellet og flyver til Chicago, hvor vi alle er sammen i et halvandet doegns tid. Saa overtager Cheryl og Johan ungerne, og Torsten og jeg flyver til Redding til konference (4 dage) med undervisning for praester og ledere om boen og helbredelse. Det er Bill Johnson og deres oevrige ledere, der koerer det, og man vil ogsaa blive huddlet. Saa vi glaeder os meget.

Vores Chicago-
team vil imens
nyde pool, fitness,
tv, Chicago Sea-
front (faa minutter
fra hotellet),
burger-kaeder,
Wrangler og
Lewis Outlet mm.

Stort kram fra os alle her til alle jer: Johan, Jannick, Maria, Simone, Cheryl, Torsten og Helene.